Pinsa er romernes egen flade brødbund: tre mel – hvede, ris og soja – 70-80 % vand og mindst et døgns koldhævning. Resultatet er sprødt udenpå, luftigt indeni og lettere at fordøje end en almindelig pizza. Her er hele opskriften, fyldet og forskellen på pinsa og pizza.
Pinsa kort fortalt
- Mel
- Hvede, ris og soja – tre mel, ikke ét
- Hydrering
- 70-80 % vand mod pizzadejens 55-65 %
- Hævning
- Mindst 24 timer koldt, gerne 48-72
- Bagning
- 250 °C i 10-15 min. – eller 400-450 °C i 2-4 min.
- Form
- Oval, strakt ud med fingerspidserne
- Ophav
- Corrado Di Marco, Rom 2001
I verdens gastronomiske landskab står Italien fast som en af de mest indflydelsesrige nationer, når det kommer til madkultur. Fra de ikoniske pastaer til de velsmagende pizzaer, har det italienske køkken bidraget med kulinariske mesterværker, der har erobret smagsløgene verden over. Men blandt disse kendte retter gemmer der sig en skjult skat, som kun få kender til uden for Italiens grænser – “la pinsa romana”.
Historien bag pinsa
Pinsa har en lang historie, der strækker sig tilbage til oldtiden. Oprindeligt blev det betragtet som en mad for de fattige, der anvendte de tilgængelige ingredienser til at lave en simpel, men velsmagende ret. Navnet “pinsa” stammer fra det latinske ord “pinsere”, hvilket betyder at knuse eller trykke, hvilket refererer til den proces, hvor dejen blev formet og presset.
I oldtidens Rom var pinsa en almindelig del af kosten. Det blev lavet ved at blande forskellige korn såsom hvede, spelt og byg for at skabe en let og luftig dej. Denne dej blev derefter krydret med olivenolie og andre lokale ingredienser og bagt i en ovn. Pinsa var populær blandt almindelige mennesker såvel som de velhavende i det romerske samfund.
I århundreder gik pinsa imidlertid i glemmebogen, som pizzaen steg i popularitet og blev synonym med italiensk street food. Det var først for nylig, at pinsa begyndte at genopstå og vinde popularitet i moderne gastronomi.
Sådan laver du ægte pinsa romana-dej: 3 mel og 24 timers koldhævning
En ægte pinsa romana-dej adskiller sig fra almindelig pizzadej på tre punkter: den blandes af tre mel – hvedemel, rismel og sojamel – æltes med markant mere vand (70-80 % hydrering mod en klassisk pizzadejs 55-65 %), og hæver koldt i køleskabet i mindst 24 timer. Opskriften stammer fra Corrado Di Marco, der udviklede melblandingen i Rom i 2001: rismel og sojamel binder vand og gør dejen luftig og letfordøjelig, mens den lange koldhævning udvikler smagen uden at gøre dejen sur – det er derfor en pinsa er lettere at fordøje end almindelig pizza.
Ingredienser (giver 4-5 pinsaer à ca. 220 g):
- 400 g hvedemel (tipo 0 eller tipo 00)
- 75 g rismel
- 25 g sojamel
- 370 ml koldt vand (ca. 74 % hydrering)
- 10 g salt
- 3 g tørgær (eller 10 g frisk gær)
- 10 g (1 spsk) ekstra jomfruolivenolie
- toppings efter eget valg
Sådan gør du:
- Bland hvedemel, rismel og sojamel med gæren i en stor skål.
- Tilsæt ca. 80 % af vandet, og ælt til en grov, våd dej – den skal IKKE være glat endnu.
- Lad dejen hvile 10 minutter (autolyse), så melet når at optage vandet.
- Tilsæt saltet og resten af vandet lidt ad gangen, mens du ælter videre; tilsæt til sidst olivenolien. Dejen er meget våd – det er korrekt for en pinsa.
- Ælt videre 10-15 minutter, til dejen er sammenhængende og elastisk (den vil aldrig blive helt glat som en pizzadej pga. den høje hydrering).
- Dæk skålen til, og lad dejen hæve ved stuetemperatur i ca. 1 time.
- Sæt dejen på køl i mindst 24 timer (og gerne op til 48-72 timer for mere smag – jo længere koldhævning, jo mere udviklet smag).
- Tag dejen ud af køleskabet, og lad den stå ved stuetemperatur i 30-60 minutter, før du former den.
- Del dejen i 4-5 portioner. Form hver portion forsigtigt til en oval/aflang bund med våde hænder – undgå at slå luften ud af dejen.
- Læg toppings på, og bag straks (se bagetabellen nedenfor for temperatur og tid).
Sådan bager du pinsaen – tre metoder
| Metode | Temperatur | Bagetid | Resultat |
|---|---|---|---|
| Almindelig ovn, bageplade | 250 °C (varmluft/over-undervarme) | 10-15 min. | God hverdagspinsa, sprødest i kanten |
| Almindelig ovn + pizzasten/bagesten | 250 °C, sten forvarmet 30-45 min. | 8-10 min. | Sprødere bund, mere restaurantagtig |
| Pizzaovn/bagestål (fx Ooni-type) | 400-450 °C | 2-4 min. | Tættest på den originale pinseria-version |
Tips til fyld: hold dig til få, gode råvarer – pinsaens tynde, luftige bund bliver hurtigt sur af for meget fyld. Se fem klassiske pinsa-fyld med mængder pr. bund længere nede på siden.
Sidst tjekket mod primærkilder (Di Marco, opskriftens opfinder) og opdateret: 18. august 2026.
Hvad kan man fylde på en pinsa? Sauce og ost før bagning, de sarte ting bagefter
En pinsa fyldes ad to omgange: tomatsauce, olivenolie og de faste oste kommer på, før pinsaen ryger i ovnen, mens spegepølse, blødost, salat og krydderolie først lægges på, når den er ude igen. Det er ikke pynt, men nødvendigt. Bunden er æltet med 70-80 % vand, og den kan kun sætte sig sprød, hvis fugten slipper væk under bagningen. Læsser man det hele på fra start, damper fyldet bunden blød, og pinsaens eneste virkelige kendetegn – den sprøde skorpe om en luftig krumme – forsvinder.
| Fyld | På hvornår | Hvorfor |
|---|---|---|
| Tomatsauce, pesto, olivenolie, salt | Før bagning | Et tyndt lag fordamper og krydrer bunden – et tykt lag gør den blød |
| Mozzarella, parmesan, pecorino, gorgonzola | Før bagning | Faste oste skal smelte for at binde fyldet sammen |
| Kartoffel, squash, peberfrugt, rødløg, champignon | Før bagning | Grøntsager skal have varme for at afgive vand og blive møre |
| Parmaskinke, serrano, bresaola, spegepølse | Efter bagning | Saltmodnet kød bliver tørt og sejt af ovnvarme |
| Burrata, bøffelmozzarella, ricotta, friskost | Efter bagning | For høj vandprocent – de smelter ud i stedet for at smage af noget |
| Rucola, basilikum, friske tomater, citron- og basilikumolie | Efter bagning | Blade brænder, og de aromatiske olier mister duften i ovnen |
Hvor meget fyld kan en pinsa bære? Tommelfingerreglen er, at fyldet før bagning ikke bør veje mere end bunden selv. En pinsa efter opskriften ovenfor vejer ca. 220 g rå, så hold dig under ca. 200 g sauce, ost og grøntsager tilsammen – og læg resten på bagefter. Det er dét, der adskiller en pinsa fra en hjemmelavet pizza, hvor alt bages med.
Fem klassiske pinsa-fyld – med mængder pr. bund
Mængderne gælder én pinsa på ca. 220 g dej (opskriften ovenfor giver 4-5 stk.).
- Pinsa classica (tomat, mozzarella, basilikum). Før bagning: 3 spsk passata eller knuste tomater, 80 g revet mozzarella, en smule olivenolie. Efter bagning: friske basilikumblade og friskkværnet peber. Den udgave, de fleste romerske pinserie sælger flest af.
- Pinsa bianca med parmaskinke og burrata. Før bagning: 1 spsk olivenolie, en knivspids flagesalt, 60 g mozzarella – ingen tomat. Efter bagning: 40 g parmaskinke, en halv burrata (ca. 60 g) revet i stykker, en håndfuld rucola og et pust peber. Den mest solgte pinsa uden for Italien.
- Pinsa alle patate (kartoffel og rosmarin). Før bagning: 150 g fastkogende kartoffel høvlet 1-2 mm tyndt og vendt i 1 spsk olivenolie, frisk rosmarin, flagesalt. Ingen tomat, ingen ost. Efter bagning: lidt mere olie. Den romerske klassiker fra pladepizzaen – kulhydrat på kulhydrat, og alligevel den, der oftest overrasker gæster.
- Pinsa vegetariana med grillede grøntsager. Før bagning: 1 spsk pesto, 60 g mozzarella, 100 g squash, peberfrugt og rødløg i tynde skiver. Efter bagning: en halv burrata, basilikum og citronolie.
- Pinsa del mar (tun, rødløg, oliven). Før bagning: 3 spsk tomatsauce, 60 g mozzarella. Efter bagning: 80 g tun i olie, tynde ringe rødløg og 8-10 sorte oliven.
Bruger du en færdigbagt pinsabund fra supermarkedet? Så gælder præcis samme rækkefølge, men bagetiden er kortere: læg sauce og ost på, varm bunden efter pakkens anvisning (typisk 5-8 minutter ved 220-250 °C), og læg først kød, blødost og salat på, når den kommer ud. Bunden er allerede bagt én gang, så den tåler mindre ovntid end en rå pinsa.
Pinsaens genopdagelse
I de senere år har pinsaens popularitet oplevet en bemærkelsesværdig opblomstring. Dette skyldes delvist et stigende fokus på regionale italienske retter og et ønske om at genopdage traditionelle madlavningsteknikker. Desuden har restauranter og kokke verden over taget pinsa til sig og eksperimenteret med nye smagskombinationer og toppings.
Hvad er forskellen på pinsa og pizza?
Forskellen på pinsa og pizza ligger i melet, vandmængden, hævetiden og formen. En pinsa laves af tre mel – hvede-, ris- og sojamel – med 70-80 % hydrering og mindst 24 timers koldhævning, hvilket giver en bund, der er sprød udenpå, blød indeni og luftig, næsten som et let brød eller en focaccia. De fleste slags pizza – fra napolitansk til hjemmelavet hverdagspizza – laves kun af hvedemel med lavere hydrering og hæver væsentligt kortere, hvilket giver en tyndere og mere kompakt bund.
Mel og dej
- Pizza: laves som regel af ren hvedemel (fx Tipo 00) med en kortere hævetid.
- Pinsa: er en blanding af tre mel – hvede, ris og soja – der binder mere vand og gør bunden lettere at fordøje.
Hydrering og hævetid
- Pizza: klassisk napolitansk eller New York-pizza ligger typisk på 55-65 % hydrering og hæver som regel kun timer, ikke døgn – pizza i teglia (romersk pladepizza) er en undtagelse med en hydrering på niveau med pinsaens.
- Pinsa: 70-80 % vand og koldhævning i mindst 24 timer, gerne 48-72 timer for mere smag – jo længere hævning, jo mindre stivelse og jo lettere bund.
Form og udseende
- Pizza: rund, formet ved at rulle eller slynge dejen ud.
- Pinsa: oval eller aflang med en luftig bund, formet ved at strække den våde dej ud med fingerspidserne i stedet for at rulle den – det giver den karakteristiske, sprøde overflade.
Fyld og servering
- Pizza: bages typisk med tomat, ost og andet fyld på fra start.
- Pinsa: bages ofte kun med lidt olivenolie, salt eller en tynd sauce, hvorefter frisk fyld som burrata, parmaskinke eller rucola lægges på – det passer godt til den lette bund, fordi fyldet ikke bages med.
Den fulde pinsa romana-opskrift med præcise mængder og en bagetabel for tre bagemetoder (almindelig ovn, bagesten og pizzaovn) står øverst på denne side.
Pinsa’en ude i verden
Selvom pinsa stadig er relativt ukendt uden for Italiens grænser, er dens popularitet gradvist vokset på verdensplan. I storbyer som New York, London og Paris kan man nu finde specialiserede pinsa-restauranter, der tilbyder et udvalg af autentiske og moderne variationer af denne ældgamle ret.
Pinsaens stigende popularitet har også ført til en interesse for dens sundhedsmæssige fordele. Takket være dens lettere dej og sundere toppings, betragtes pinsa ofte som et sundere alternativ til traditionel pizza. Dette har tiltrukket opmærksomhed fra sundhedsbevidste forbrugere, der ønsker at nyde en lækker madoplevelse uden at gå på kompromis med deres kost.
Pinsa repræsenterer et spændende aspekt af Italiens rige kulinariske arv. Denne gamle romerske ret har gennemgået en renæssance og fortjener at blive udforsket og værdsat af madelskere overalt. Med sin luftige dej og alsidige toppings tilbyder pinsa en smagsoplevelse, der er både traditionel og forfriskende ny. Så næste gang du leder efter et alternativ til den klassiske pizza, hvorfor ikke give pinsaen et forsøg? Du vil blive overrasket over, hvor meget denne “ukendte” italienske skat kan fortrylle dine smagsløg.
Traditionelle nationalretter kan i øvrigt være lige så udfordrende for udenforstående, som de er elskede hjemme — læs også om surstrømning, Sveriges berygtede fermenterede sild, der ligesom pinsaen bærer historie og identitet i hver bid.
Læs mere på www.pinsaromana.info/en/what-is-pinsa-romana/.